Synode vil ikke splitte den danske folkekirke
Siger Fergo, men hendes argumenter imod en synode afvises af sagkyndig teolog- En synode vil ikke splitte Folkekirken – det er jeg overbevist om. Små særgrupper vil måske bryde ud og starte for sig selv – men så er det nok også bedst. Med de ord er den netop pensionerede domprovst i Lund blot en af en række eksperter, der tager vinden ud af sejlene på kirkeminister Fergos primære argument imod et indre selvstyre i Folkekirken.
Anders W. Svenningsen ved, hvad han taler om. Siden sin opvækst i Danmark har han haft tæt kontakt hertil samtidig med, at han tjente Svenska Kyrkan som præst i 40 år.
Forleden afviste Tove Fergo i Berlingske Tidende igen at løsne statens greb om Folkekirken. Kirkeministeren påstår, at …det vil tvinge kirken til at oprette et kirkeråd eller en synode til at stå i spidsen. Og alt andet lige vil det blive en mere eksklusiv kirke, der er mindre rummelig – en kirke med fraktioner, der ikke er så vidtfavnende som i dag.
Anders Svenningsen har fulgt Svenska Kyrkans udvikling fra fortidens præste-dominerede Kyrkomöte til i dag, hvor ikke en eneste plads i synoden er reserveret til præster; de 13 biskopper har til gengæld mødepligt for at sikre, at der er en rimelig teologisk sagkundskab til stede. Den tidligere domprovst erkender dog, at synoden har tydelige grupperinger og fløje:
– Kyrkomötet er nu, mere end før stat og kirke blev skilt, politiseret efter parti-skel, og delvis efter teologiske frontlinier. Men om det skyldes den nye struktur, eller om det var sket under alle omstændigheder, er jo umuligt at sige, konstaterer den tidligere domprovst.